Stjålne kulturskatte

Danskernes præcedens

Den britiske avis The Economist leder, handler for nylig om kulturskatte, som nationerne har stjålet fra hinanden. Avisen påpeger, at mange af verdens berömteste museer smykker sig med lånte fjer. I Louvre findes der mange kulturskatte, som Napoleon stjal fra Italien. I British Museum er der fuldt op med folkeskatte fra Grækenland, Egypten og fra Briternes forrige kolonier, og sådan kan man blive ved. The Economist omtale giver en kærkommen lejlighed til at pege på skæbnesvangre akter i Danmarks og Islands historie, håndskriftssagen og danskernes forhold til Jón Sigurdsson.
I mange århundreder var Island Danmarks koloni. De dyrebareste kulturskatte i Islændingenes eje er håndskrifterne og sagaerne. Helt op til 300 skindböger blev opbevaret I Köbenhavn i en lang tid. Disse skindböger er originale kilder til nordboernes historie. Derom er blevet sagt, at de er det eneste, som retfærdiggör Islændingenes nationale tilværelse. De er Islands sjæl. Man begyndte at nedskrive den i begyndelsen af det 12. århundrede. Blandt håndskrifterne er Flatöbogen, en stor skat, som Danmarks konge fik foræret, men til at lave den behövedes der 113 kalveskind. I den bog findes blandt andet beretningen om det, da Islændingen Leif den lykkelige opdagede Vinland det gode, det er et andet navn på Amerika, omkring året 1000, når man tager et eksempel.

Islændingene oprettede en republik den 17. juni 1944, på Jón Sigurdssons, sin frihedshelts, födselsdag, og det var slutningen på deres selvstændighedskamp, som begyndte omkring midten af det nittende århundrede. Danskerne var for sig ikke tilfreds med udfaldet af den sag, og de var meget indignerede overfor Islændinge, at de ikke ville vedblive i kongeforbindelse med Danmark. Til trods for det, udleverede de til deres forhenværende koloni dens folkeskat, nogle år efter at Island blev erklæret republik, men Islændingene havde dengang klaget overfor danskerne i nogen tid, om at få deres gamle håndskrifter tilbage. Her var der tale om en verdensbegivenhed, hvor mange havde bidraget til at löse en vanskelig sag. Tre danske statsmænd, som var nöglemænd i den danske regering, bidrog meget til at sagen blev formelt tilendebragt efter 1960.Det var statsminister Viggo Kampmann, kulturminister Jörgen Jörgensen og socialminister Julius Bomholt. Deres initiativ var enestående og fortjener at være genstand for omtale, og mange statsmænd nu om dage kunne have det som forbillede.

Danskernes udlevering af de islandske håndskrifter er formodentlig enestående i et kolonialrige og en forhenværende kolonis mellemværende, og er ligestillet med at Briterne åbnede British Museum- og udleverede, for eksempel, til Egypten, deres folkeskatte, hvor de er bevarede. Men danskerne stjal ikke håndskrifterne fra Islændingene. De fik ejendomsret over dem for störste delen på en "lovlig "måde. Men hvordan det blev, er en lang historie, der ikke bliver omtalt her.

Det er Islændingenes skön, at Danmarks styre i deres land gennem århundreder ikke har været fornuftigt. Men Danmarks handlemåde overfor Jón Sigurdsson, föreren i Islands selvstændighedskamp, bliver sent vurderet som den fortjener, endda var han af såledan nogen personlighed, at danskerne havde stor respekt for ham. Mærkeligt nok, ville mange af dem göre alt muligt for ham, men han havde også mange modstandere dér.

Jón Sigurdsson boede i Köbenhavn alle sine kampår. Danskerne skaffede ham arbejde, men han var den störste håndskriftsforsker i det 19. århundrede, og i Islands historie var han den forreste på det felt. De danske regerings arkiver stod åbne for ham, men der lavede ham de våben i sit folks kamp for indenlandsk styre, de våben var hverken gevær eller sværd, men historiske og moralske argumenter. Der blev intet skud affyret i den kamp og ingen blev dræbt. Danskerne agtede historiske argumenter og gav Islændingene en begrænset selvstyre i året 1874, netop på det tidspunkt, da mange kolonimagter erobrede lande og folk, der ikke var skyldige i noget.

Danskernes væremåde overfor Island i de sager, som blev her trukket frem i dagslyset, er et fremragende eksempel for verdens nationer i dag, og mange af nationernes förere kunne lære meget af det.

Hallgrímur Sveinsson, Hrafnseyri, Island.

Arnarfjörður