Hvor kommer Jón fra?
Jón Sigurðsson blev födt i Hrafnseyri ved Arnarfjord på Vestfjordene i Island den 17. juni 1811. Hans far, og tidligere hans bedstefar, var præst i Hrafnseyri. Han blev undervist af sin far og knapt 18 år gammel tager Jón Sigurðsson hjemmefra og rejser til Reykjavík.

Studier og forretninger i Reykjavík
Reykjavík var dengang en halvdansk by med godt 500 indbyggere. Der tager Jón studentereksamen med meget god vidnesbyrd. Efter afsluttet studentereksamen arbejdede han hos sin farbror i en forretning. Der lærte han sin niece, Ingibjörg Einarsdóttir, at kende, men hun blev senere hans hustru.

Genopbygning av huset hvor Jón
blev födt og opbragt er lige nu i fuld sving.

Hos biskoppen
Om foråret 1830 blev Jón sekretær hos biskop Steingrímur Jónsson i Laugarnes, i udkanten af Reykjavík, og var ansat hos ham i tre år. Biskop Steingrímur var en blandt landets störste lærdomsmænd og forskere, og det er klart, at Jóns Sigurðssons ophold hos ham havde megen indflydelse på hans livsgerning senere.

Den lille kirke i Hrafnseyri ved Arnarfjörður
er en typisk islandsk kirke ude på landet.

Studier i Danmark
I 1833 begyndte han sine studier ved Köbenhavns Universitet. Han studerede filologi og historie, og senere også statsvidenskab og ökonomi. Selvom han var en enestående og flittig student, tog han aldrig afgang fra universitetet. I 1835 begyndte han at arbejde ved Den Arnamagnæanske Stiftelse i Köbenhavn, hvor de gamle islandske håndskrifter opbevares. På dette felt blev han sin tids störste kender.

Politiske aktiviteter
I 1841 begyndte Jón Sigurðsson sine politiske aktiviteter med udgivelsen af tidsskriftet Ný félagsrit, hvor han præsenterede sine tanker om Islands ret til selvstændighed. Han var en produktiv skribent i politik, historie og ökonomi. Hans store politiske evner, hans magtfulde pen og hans historiske kendskab gjorde ham til den store statsmand han var.

Jón ville have en hel andel
Det fortælles frå Vestfjordene, at Jón Sigurðsson har i sine unge år været på fiskeri på sin fars båd, sandsynligt en seksæring, fra Básar i Verdalir, syd for Arnarfjördur, men der var et kendt fiskerleje. Han skulle have halv andel i fangsten. I Verdalir er der voldsomme brændingaer, og meget vanskeligt at styre både gennem brændingerne. Man måtte derfor have dygtige bådförere og besætninger. Da de landede efter förste tur ville formanden give Jón halv andel i fangsten, som man havde aftalt. Jón blev utilfreds over, idet han mente at han havde fisket lige så godt som de andre fiskere. De snakkede frem og tilbage om det, Jón og bådföreren, men det endte med at bådsföreren gav efter, og Jón fik sin hele andel som de andre.

Heldige egenskaber
Flid, nöjagtighed og omhu var egenskaber, som fulgte med Jón fra forældrenes hus der vestpå, også blev han straks i sine studieår på universitetet vurderet höjere til forskellige sysler end andre Islændinge i hans alder.

Ved Östervoldgade
Jón og Ingibjörg giftede sig i 1845 og boede i Köbenhavn alt sit liv. De boede de förste år til leje på forskellige steder i byen. I efteråret 1852 lejede de en rummig, men noget upraktiskt lejlighed, i huset i Östervoldgade 8. Deres hjem stod der til livets slutning, og Islændinge opkaldte det Ved Austurvegg. Det må uden tvivl siges, at deres hjem var nogen slags foreningshjem og Islændinges tilflugtssted i Köbenhavn sålænge som deres ophold varede der. I dag drives der et offentligt foreningshjem og Islands kulturcenter i Köbenhavn.

Dette billede blev rimeligvis taget kort
tid efter Jón og Ingibjörg's bryllup. Hun havde da
været hans festemö i 12 år. Der findes ikke
et andet billede, hvor Jón blev
fotograferet sammen med andre.

Jón og Ingibjörg's Islandsrejser
Man mener at Jón Sigurðsson sejlede 29 gange frem og tilbage over havet mellem Norge og Island, fra hans förste rejse til universitetet, i året 1833, indtil han foretog den sidste rejse. Hans kone, Ingibjörg, sejlede altid med. De sejlede ofte med fragtskibe, som var sejlskibe, og sejladsen kunne vare op til to måneder, når det var dårligst.

Et vækkende skrift til Islændinge
1848 var revolutionernes år í Europa. Danmarks konge gav afkald på enevældet og Jón Sigurðsson offentliggjorde Islændingenes program i selvstændighedskampen: Et vækkende skrift til Islændinge:

Dagen er oppe,
dundrer hanens fjædre,
det er på tide
at due ved arbejde.

Med disse verslinjer frá ældre Bjarkamål (i Snorras Edda) tiltaler han sine landsmænd i frihedskampens begyndelse. Hans argumenter er , at Islands rettigheder bygges på »Den gamle pagt« (Gamli sáttmáli) fra 1262 , som Islændingene gjorde med Håkon den gamle, konge af Norge, i forbindelse med Norge »som et frit land«, med bestemte pligter og rettighede. »Hele deres styre og lovgivning skulle være indenlandsk«.
Da kongens enevælde blev stiftet i året 1662, indtog Islændingene det med sorg, men da Danmarks konge gav afkald på enevældet i det skæbnesvangre år, 1848, skulle de gamle rettigheder træde på ny i kraft, efter Jóns Sigurðssons mening.

• Altinget skulle få fuld lovgivende magt med kongen.
• Islands og Danmarks ökonomi skulle adskilles.
• Ligeret skulle være mellem nationerne.
• Regeringen skulle være indenlandsk.

Dette var programmet, som de fleste Islændinge fulgte i selvstændighedskampen ved Jón Sigurðssons ledsagelse og förerskab.
Men hvad sagde Danskerne om dette program?
Den morsomme fakt er at de lyttede to Jón Sigurðsson. Danskerne agtede historiske argumenter, dog det tog dem nogle år. Islændingene fik en begrænset selvstyre i året 1874 og var det en mærkværdig vendepunkt i den islandske politiske kamp.

Ægtefællernes död
Jón Sigurðsson döde i Köbenhavn den 7. desember 1879 efter nogle måneders besværlig sygdom. Hans kone, Ingibjörg, som havde siddet ved sin mands sygeseng, döde ni dage senere end han.
Mindehöjtideligheder blev holdt i Garnisonskirken i Köbenhavn, hvor mange var tilstede. Rigsdagstinget blev udsat den dag, den afdöde Islands hövding til ære, og der var mange Danskere og en mængde Islændinge i Köbenhavn tilstede.

På en sölvkrans, som Islændinge i Köbenhavn satte på Jón's ligkiste, stod disse ord:

»Islands önskebarn, dets heder, sværd og skjold.«